23948sdkhjf

Ny Meny og Lagkagehuset er klar til åbning lige om lidt

Der knokles i Aalborgs nye Meny i Østre Havnegade inden åbningen, og der har været rift om jobbene

Det er svært at undgå at se, at en ny Meny er ved at vokse frem i Østre Havnegade i Aalborg. Og der er heller ikke mange dage til åbningen.

Kontrakten med Enggaard A/S, der ejer og er bygherre på bygningen, blev underskrevet helt tilbage i 2015, og hos Dagrofa var man ikke i tvivl om, at det var den helt rigtige beliggenhed for en ny butik.

Det er en helt perfekt placering, mener købmand Anders Mogensen, der i forvejen er kendt fra Meny i Skalborg i det sydlige Aalborg og Kennet Berlin, der er salgsdirektør hos Dagrofa, der ejer butikken.

– Det er jo en fantastisk beliggenhed, fordi rigtigt mange kommer forbi her til og fra arbejde, og så er det jo et kvarter, hvor der bliver bygget flere og flere boliger, siger Kennet Berlin, og fortsætter:

– Ikke mindst er der jo et stort parkeringshus her ved siden af, hvor man kan parkere, mens man handler her.

Den nye butik, der inklusiv lager er på 1.800 kvadratmeter, skal stå færdig til åbning torsdag i uge seks.

Den er opbygget efter de koncepter, man allerede kender fra Menys butikker med blandt andet en grøntafdeling, slagterafdeling med ferskvarer, fisk og delikatesse og en vinafdeling.

– Vi har selvfølgelig også alle de gængse varer, men det er vigtigt for os, at kunderne oplever, at kvaliteten er høj, på det vi sælger, men også, at der er et højt fagligt niveau hos vores ansatte.

– Friskhed, råvarer og faglige kompetencer er vigtige elementer for os, og vi vil gerne gøre det til en oplevelse at handle her, sige Anders Mogensen, der blandt andet har en ananasrobot i ærmet til åbningen.

– Kunderne skal også opleve, at personalet er mennesker og ikke maskiner, uddyber han.

Butikken får cirka 35 ansatte og en daglig leder.

Der har ikke været problemer med at få stillingerne besat, fortæller Anders Mogensen.

– Faktisk har vi blandt andet fået masser af ansøgninger fra en del, der skal bo her i bygningen, siger han med et smil.

– Men vi er også stolte af at kunne præsentere et faglært og meget dygtigt personale, siger Anders Mogensen og nikker over mod den kommende slagterafdeling.

– Det team, der kommer til at styre slagterafdelingen, er tre meget dygtige piger, der har adskillige medaljer om halsen og i øvrigt er oplært af vores slagtermester Thor Bak, der tidligere har fået branchens store hædersbevisning; Landbrug & Fødevares Slagterpris.

Lagkagehuset åbner samme dag, og det har vakt glæde i området.

– Da der var beboermøde i en af ejendommene her i nærheden, og folk hørte, at her skulle åbne en afdeling af Lagkagehuset, så klappede folk, fortæller Anders Mogensen med et stort smil.

– Og målt på mængden af spørgsmål, vi får hver eneste dag, så er der ingen tvivl om, at vi er ventet - og at folk glæder sig, siger Kennet Berlin.

Originalartikel: https://aalborgnu.dk/nyheder/ny-meny-og-lagkagehuset-er-klar-til-aabning-lige-om-lidt/858addb6-f30a-41e2-a6fa-521461cac85f

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125